18.02.2014

Jeg vil rigtig gerne tale om et seriøst emne, som jeg synes der burde blive taget hånd om. Jeg ved godt at vi hører meget om det i medierne, men det at tabe sig for meget er så farligt. Jeg vil ikke komme med den klassiske prædiken, men bruge mig selv som eksempel da jeg har ville tabe mig i lang tid. Dog er dette lang fra den "klassiske" spise forstyrrelses historie, så jeg håber I vil tage fint i mod den. En debat er okay at have med mig om det, og det er fint at have sin egen holdning, men jeg vil ikke have lede kommentarer og pegende fingre - i hvert fald ikke, hvis man ikke har læst det hele og holder det i en ordenlig tone.

Det startede for nogle år siden, da jeg pludselig fik en fascination for tynde piger med tydelige knogler. Jeg ved ikke præcis hvad det var, men jeg var fast besluttet på at skulle se sådan ud. Jeg har altid været en utrolig slank pige og har aldrig vejet mere end 53 kilo, og med mine 170 cm., ville det ikke gøre noget. Jeg syntes ikke at jeg var tyk og kunne bestemt godt se når piger havde mere fedt på kroppen end mig - jeg var bare ikke tynd nok.

Jeg fandt en veninde som delte samme mening som mig. Vi var lige slanke, lige høje, men alligevel var det ikke nok for os. Vi besluttede os for at skrive alt ned hvad vi spise og tælle kalorier og vi skulle bestemt ikke over et hvis antal, for så skulle det trænes væk. Vi skrev sammen hver dag og opfordrede hinanden til ikke at spise, hvilket ikke er sundt på nogen måde - men vi syntes altså det var ok. Det var jo bare sådan vi var. Vi snakkede på et tidspunkt om at tage slankepiller, men en anden veninde fik (heldigvis) banket nok fornuft ind i hovedet på mig, så den idé faldt til jorden. 

Min drømme vægt var 48 kilo, og gerne mindre, og jeg ville så gerne derned, koste hvad det ville. Dog tabte jeg mig ikke som forventet og blev så vred på mig selv. Michael var en super god støtte og lige så stille "glemte" jeg min fascination af de tynde piger.





 Sådan så jeg ud i 2011 - der syntes jeg bestemt heller ikke at jeg var tynd nok!

Her i december (tror jeg) begyndte jeg på mine piller igen, på grund af min gigt. Jeg havde stoppet med at tage dem i et år da jeg ikke ville være afhængig af piller men fandt ud af, hvor vigtigt det er jeg tager dem, for at min gigt ikke udvikler sig. Med det samme, mistede jeg fuldstændig appetitten og kunne slet ikke klemme noget mad ned. Jeg spiste maks. 2 gange om dagen og blev mæt med det samme, og hvis jeg prøvede at presse mig selv til at spise kastede jeg op. Jeg begyndte at ryste hele tiden og kunne ikke engang gå en meter, uden næsten at falde pga. mine skælvende ben. Sommetider kunne man se at jeg rystede, andre gange var det som om jeg rystede indvendigt.

Jeg vidste godt at det ikke var sundt, det som min krop havde gang i, så jeg ringede til min læge og fik en tid. Hun sagde at det er ganske naturligt at ryste meget når man ikke får nok mad, og spurgte om det nogle gange føltes som om jeg rystede inde i mig selv. Det kunne jeg sagtens nikke ja til, og hun forklarede at når ens organer ikke bliver tilfredsstilt nok, kan det godt føles som om de skælver. Hun fortalte mig også, at de piller jeg får flest af (de hedder Emthexate Methrotrexat) kan enten give forøget appetit eller nedsættende appetit - det var altså en bivirkning.

Efter jeg fik det at vide, tog jeg det ikke så tungt. Det var jo bare en bivirkning og helt ok, så jeg spiste det jeg kunne og sådan gik mine dage. Jeg var drænet for energi, havde humørsvingninger og ingen koncentrationsevne, så for nogle uger siden snakket jeg med min overlæge på reumatologisk afdeling (en afdeling for gigt patienter - jeg ved ikke om det er for flere slags mennesker) og hun tog det meget seriøst. Hun sagde at jeg skulle skifte fra pillerne til en sprøjte én gang i ugen, for det ville 100% tage mine bikirkninger. Dog HADER jeg nåle og jeg synes at én sprøjte i måneden er nok (det får jeg normalt), så jeg svarede pænt nej tak (#pæntnejtak lol)

I sidste uge besluttede jeg mig for at veje mig, for jeg kunne ikke selv se jeg havde tabt mig, men både lægerne og min familie havde kommenteret det. Og ganske rigtigt - jeg er nede på 48 kilo. Jeg var fuldstændig i chok og blev bange frem for at blive glad. Lige pt. har jeg ingen bukser som jeg kan passe - og alle - jeg mener alle mine bukser sidder som boyfriend jeans. Og det er altså normale skinny jeans i en størrelse meget lille.

Jeg fik en tid hos min overlæge til i dag, hvor jeg skal have min ugentlige sprøjte for første gang, og så må vi se om jeg får en appetit.

Hvor alverden vil du hen med det her? Tænker I nok, og svaret er simpelt.
I starten var mit mål at komme ned på 48 kilo og nu hvor jeg er der,er jeg skrækslagen. Jeg føler mig som en gammel dame, som konstant fryser, og som kan vælte af det mindste vindpust. Det er virkelig en øjenåbner for mig, og jeg håber virkelig at folk kan se at det er farligt. Mine læger har direkte sagt til mig at det bliver livsfarligt hvis jeg taber mig mere - og vil jeg have det? Nej, fandme nej! Jeg vil have mig et arbejde, flytte sammen med Michael, vokse op og få en lykkelig familie - ikke ligge med et drop, fordi jeg ikke kan spise selv.

Det er ret grænseoverskridende for mig at fortælle alt dette, men jeg håber virkelig at det kan sætte fokus på det at være tynd. Det piner mig sindsygt at jeg ikke kan gå med bukser og se pæn ud mere, for jeg ligner ærligtalt et skellet med dem på. Det jeg render rundt i til hverdag er pt. stømpebukser og en nederdel, for det kan jeg i det mindste passe. Det skræmmer mig stadig helt vildt at skulle tage på, for det har været mit mål i så mange år, at tabe mig. Men jeg vil hellere se godt- og sund ud, end at tænke på tallene på en vægt.

Jeg vil ikke lægge billeder ud, hvor jeg direkte fokuserer på hvor meget jeg har tabt mig, men vil selvfølgelig fortsat komme med outfit billeder :-)

/Mia



5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fantastisk indlæg, ønsker dig al held og lykke i livet<3

Mia Teut sagde ...

Hvor er du sød! Tusinde tak og i lige måde :-)

Mia Teut sagde ...

Hvor er du sød! Tusinde tak og i lige måde :-)

Nikoline sagde ...

Hvor stort af dig at du fortæller alt det her.. Håber at du får det bedre! <3

Mia Teut sagde ...

Åh Nikoline, du smider altid de dejligste kommentarer <3 Tusinde tak!